Find en institutions hjemmeside


Byggeri

Byggeri i Aabenraa Kommune

Når man skal bygge er der en lang række spørgsmål der melder sig omkring byggeprocessen – både omkring idefasen, planlægningen af dit byggeri, tilladelse til at bygge, byggearbejdet og efter du har bygget.

Via menuen til venstre kan du læse om reglerne for tilladelse til byggearbejde og hvilke krav Aabenraa Kommune stiller i forbindelse med byggeri.

På Erhvervs- og Byggestyrelsens hjemmeside www.ebst.dk kan du læse mere om de generelle regler for byggeri i Danmark. Her finder du også link til Bygningsreglementet og andre regler.

På hjemmesiden for al digital adgang til det offentlige Danmark www.borger.dk kan du læse om processen og hvad du alt skal sikre dig, inden du går i gang.

På Erhvervs- og Byggestyrelsens portal for boligejere www.boligejer.dk kan du få råd og vejledning til byggeprojekter og byggeprocessen, og læse mere om hvordan du søger en byggetilladelse.


Byggetilladelse eller anmeldelse af byggearbejde
Byggeri i Danmark må som hovedregel ikke påbegyndes før der er søgt og meddelt byggetilladelse. Nogle mindre byggearbejder kræver anmeldelse, og må påbegyndes, hvis ikke man hører fra kommunen inden 14 dage + postbesørgelsestid. Ansøger bør dog være sikker på, at byggeriet holder sig indenfor byggeretten og ikke fordrer andre tilladelser (efter anden lovgivning) eller dispensation. Visse ganske små byggerier kan opføres uden tilladelse eller forudgående anmeldelse. 

Byggesagsbehandling i Aabenraa Kommune

Aabenraa Kommune tilstræber, at svare på alle henvendelser om byggeri indenfor 14 dage uanset om henvendelsen er modtaget pr. post, mail, telefonisk eller ved personligt fremmøde. Svaret kan være endeligt eller med oplysning om hvornår et endeligt svar kan forventes. Vi kan også svare, at vi har behov for flere oplysninger, før vi kan give et endeligt svar.

Alle byggeansøgninger eller anmeldelser screenes indenfor de 14 dage dvs. gennemgås overordnet for om sagen er fyldestgørende. Er ansøgningsmaterialet korrekt, al relevant dokumentation medsendt og holder byggearbejdet sig indenfor byggeretten og hverken forudsætter andre tilladelser eller dispensation, så færdigbehandles og afgøres sagen (så vidt muligt) indenfor de 14 dage.

Viser screeningen derimod at ansøgningen eller tegninger er mangelfulde og væsentlige oplysninger mangler, sendes et kvitteringsbrev efter 14 dage med anmodning om at indsende det nødvendige materiale for behandling af sagen.

Sager gøres først klar til sagsbehandling, når AL RELEVANT MATERIALE ER MODTAGET – dvs. når sagen formodes, at være fyldestgørende. 

Ansøgers ansvar
Det er - uanset at der foretages denne screening af sagen - altid ansøgers ansvar, at ansøgningsmaterialet indeholder alle relevante oplysninger og er af en kvalitet, så der kan sagsbehandles ud fra det.

Det er også altid ansøgers (bygherres/ejers) ansvar, at byggeriet opføres efter gældende regler – og at det er dokumenteret. I en del sager skal ansøger indsende en erklæring herom sammen med den tekniske dokumentation. Denne dokumentation arkiverer Kommunen i byggesagsarkivet uden at kigge på det. Den tekniske dokumentation efterspørges og udleveres ofte i forbindelse med senere ejendomshandel.

Flere typer sagsbehandling
Alle byggearbejder kræver sagsbehandling i forhold til de bebyggelsesregulerende forhold (omfang/areal, højde, afstand til skel mv.) i Bygningsreglementets kapitel 2.

Andre typer byggeri kræver herudover også sagsbehandling omkring de brandmæssige forhold (redningsåbninger, flugtveje, brandadskillelse mv.) efter Bygningsreglementets kapitel 5.

Mere komplekst byggeri kræver sagsbehandling i forhold til alle tekniske forhold (indretning, konstruktioner, indeklima, isolering, mv.) efter kapitel 3-8 i Bygningsreglementet.

Læs mere om de forskellige bygningstyper, sagsbehandling og krav til ansøgningsmateriale og fremsendelse af teknisk dokumentation i menuen til venstre eller via links i menuen til højre.

Kontakt
Ansøgning om byggetilladelse og andre skriftlige henvendelser om byggeri kan sendes til:

Teknik & Miljø
BYG
Skelbækvej 2
6200 Aabenraa

Du kan også sende en mail til byg@aabenraa.dk

Vi tilstræber at svare indenfor 14 dage.

Husk at din ansøgning skal være fyldestgørende og der skal medsendes relevante tegninger, beregninger og andre oplysninger.

Vi svarer gerne på konkrete spørgsmål og vejleder i forhold til byggeri – men vi hverken kan eller må yde egentlig rådgivning.

Har du brug for omfattende vejledning eller rådgivning bør du kontakte en professionel rådgiver. Du kan finde en liste over lokale rådgivere på www.borger.dk 

Senest redigeret af webredaktør den 02-07-2010

Aabenraa Kommune Skelbækvej 2 6200 Aabenraa Telefon: 73 76 76 76 Fax: 73 76 76 77 post@aabenraa.dk Sikker post
skybrud.dk
.